Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik

Soldat får 13 års fængsel for drab på ekskærestes nye mand

En 44-årig mand med et ulykkeligt kærlighedsforhold bag sig dræbte sin tidligere samlevers nye kæreste.

En 44-årig mand med et ulykkeligt kærlighedsforhold bag sig dræbte sin tidligere samlevers nye kæreste.
Politi og ambulance rykkede ud til Stengårds Allé i Kongens Lyngby tidligt om morgenen den 22. marts 2019, hvor en 47-årig mand var blevet ramt af skud. (Arkivfoto)

GLOSTRUP: To skud i hver side af brystkassen og et skud i lysken.

Om morgenen den 22. marts sidste år blev en 47-årig mand dræbt af tre skud affyret fra en pistol stjålet på Høvelte Kaserne.

Drabet blev begået i en kælder på Stengårds Allé i Kongens Lyngby, og gerningsmanden blev anholdt i et af husets soveværelser umiddelbart efter.

Torsdag eftermiddag er han - den 44-årige soldat Nikolaj Kristoffersson - blevet idømt 13 års fængsel for drabet ved Retten i Glostrup.

Han dømmes desuden for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder og for at have stjålet mordvåbnet - en nimillimeter Neuhausen-pistol - fra sin arbejdsplads.

Soldaten har erkendt sig skyldig i alle forhold, men har fastholdt, at det ikke var hans hensigt at dræbe offeret, som var hans ekskærestes nye kæreste.

I retten har både soldaten og hans tidligere samlever fortalt om et tumultarisk forhold, som begyndte tilbage i 2010.

Ifølge kvinden var forholdet præget af, at Nikolaj Kristoffersson til tider isolerede sig, havde psykiske problemer og flere gange slog op med hende.

På den anden side påstod den nu dømte soldat, at ekskæresten var ham utro, da de stadig var sammen. Blandt andet havde hun en affære med den 47-årige mand, som blev dræbt i deres kælder.

Ekskæresten og soldaten havde sammen købt og renoveret den villa, hvor skuddrabet fandt sted.

Om episoden har gerningsmanden forklaret, at han følte sig truet. Både af sin hustru og hendes nye kæreste. Men hun mener ikke at have truet ham.

Drabet havde intet med jalousi at gøre, bedyrede soldaten.

- Jeg mener, at han har smadret mit liv. Men jeg ønsker ikke en mand død bare på grund af det. Jeg var på vej videre, sagde han forud for dommen.

Sammen med sin ekskæreste har soldaten en datter på fem år, som moren efter hans udsagn forhindrede ham i at tilbringe tid med.

Ifølge en retspsykiatrisk undersøgelse, der blev lavet efter Nikolaj Kristofferssons anholdelse, var han ikke sindssyg. Men han fremstod "umoden, rigid og med tendens til social tilbagetrækning".

Derudover var han "belastet af alvorlige problemer i sit parforhold", lød vurderingen af hans sindstilstand.

Forud for dommen argumenterede senioranklager Peter Rask for, at skuddrabet og den ulovlige våbenbesiddelse berettigede en fængselsdom på "ikke mindre end 13-14 år".

Soldatens forsvarer, Finn Bechmann, mente, at det var mere rimeligt med en fængselsstraf på under de 12 år, som er udgangspunktet i drabssager.

Sådan gik det ikke, og advokaten bad derfor på vegne af sin klient om tid til at overveje, hvorvidt dommen skal ankes til landsretten.

Sagen fik sidste år Forsvaret til at ændre sine regler for personalets adgang til våben, så det blev sværere at få fat i funktionsdygtige våben.

/ritzau/

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.