Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik

Barack Obama advarer mod selvtilfredshed over Biden-føring

Det er vigtigt ikke at hvile på laurbærrene trods gode målinger, siger Obama under vælgermøde i Philadelphia.

Det er vigtigt ikke at hvile på laurbærrene trods gode målinger, siger Obama under vælgermøde i Philadelphia.
Tilhængere af Joe Biden og Kamala Harris lytter til tidligere præsident Barack Obama under et drive-in-vælgermøde i Philadelphia i delstaten Pennsylvania onsdag.

PHILADELPHIA: Donald Trump er ude af stand til at tage jobbet som præsident alvorligt.

Det siger den tidligere præsident Barack Obama, der onsdag er i Philadelphia i delstaten Pennsylvania for at deltage i valgkampen på vegne af den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden og vicepræsidentkandidat Kamala Harris.

Obama retter en skarp kritik af Donald Trump.

- Han har ikke udvist nogen interesse for at udføre arbejdet eller hjælpe andre end ham selv.

- Demokrati kan ikke fungere, hvis ledere lyver hver dag, siger Obama under et drive-in-vælgermøde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Barack Obama holdt sig på sidelinjen under Demokraternes primærvalgkamp. Men efter at Joe Biden vandt nomineringen som partiets præsidentkandidat, har Barack Obama givet sin støtte til Biden.

Joe Biden var vicepræsident under Barack Obama, der var præsident fra 2009 til 2017.

Pennsylvania er en af de vigtige svingstater, som Biden og den republikanske præsident, Donald Trump, kæmper om frem mod præsidentvalget 3. november.

En svingstat er en delstat, hvor der er en reel mulighed for, at begge præsidentkandidater kan vinde.

Nationale meningsmålinger viser, at Biden har en solid føring over Trump.

Et gennemsnit af de nationale målinger viser onsdag ifølge RealClear Politics, at Biden i Pennsylvania står til 49,5 procents opbakning mod 44,6 procent til Trump.

I USA vælges en præsident dog ved et flertal i valgmandskollegiet og ikke ved at få flest stemmer på nationalt plan.

Der er 20 valgmænd på spil i Pennsylvania, som i 2016 gik snævert til Trump.

Under vælgermødet i Philadelphia onsdag understreger Barack Obama over for Joe Bidens tilhængere, at det er vigtigt, at de ikke hviler på laurbærrene trods gode meningsmålinger.

Han minder dem om, hvad der skete i 2016, da meningsmålinger viste, at demokraten Hillary Clinton ville vinde over Donald Trump.

- Vi må ikke være selvtilfredse. Jeg er ligeglad med meningsmålingerne, siger han ifølge AFP.

- Der var en helt masse meningsmålinger sidste gang. Og det gik ikke. Det gik ikke, fordi en helt masse folk blev hjemme. De blev dovne og selvtilfredse. Men ikke denne gang. Ikke ved dette valg.

I 2016 snød Donald Trump alt og alle, da han med snævre sejre i Pennsylvania, Michigan og Wisconsin løb med nok valgmænd til at blive præsident.

De tre delstater havde desuden det til fælles, at de fra 1992 til 2012 stemte på Demokraternes kandidat. Siden har de det til fælles, at de betragtes som de måske mest afgørende svingstater i 2020.

/ritzau/

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.