Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik

Færre penge på kontoen: Sådan ændres dit ferietillæg

Tusindvis af kroner for ferietillæg bliver indefrosset i stedet for at blive udbetalt med din løn til maj.

Tusindvis af kroner for ferietillæg bliver indefrosset i stedet for at blive udbetalt med din løn til maj.

For de fleste venter der en lille økonomisk godbid i form af ferietillægget, når majlønnen tikker ind.

Du får ferietillæg, hvis du er berettiget til ferie med løn, og lovkravet er, at du skal mindst en procent af din ferieberettigede løn i optjeningsåret.

Men lige nu er vi i en overgangsperiode til det nye system for ferieoptjening - og det rammer dit ferietillæg.

- Det er et beløb, folk regner med og måske også budgetterer med, siger chefkonsulent Peter Salling Petersen fra Djøf.

- Men man skal være forberedt på, at man får udbetalt en tredjedel mindre end sædvanligt, fortæller han.

I 2019 optjente du nemlig kun sædvanlig ferie i de første otte måneder, og dem får du derfor også udbetalt ferietillæg for.

Men de sidste fire måneder har du optjent den ferie, der bliver indefrosset og står i Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, og som først bliver udbetalt, når du forlader arbejdsmarkedet.

De penge bliver der ikke beregnet ferietillæg af på den klassiske måde.

- Det opgøres som feriegodtgørelse, hvorfor der ikke samtidig er ret til ferietillæg, oplyser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Feriegodtgørelse er det samme som feriepenge og dækker over et beløb på 12,5 procent af lønnen. Og pengene bliver indefrosset.

- Så konsekvensen, du kan mærke her og nu, er, at der er fire måneder, du ikke får udbetalt ferietillæg for. Og det kan man se på sin konto til maj, siger Peter Salling Petersen.

Gennemsnitsdanskeren havde i 2018 en indkomst på 326.048 kroner om året før skat ifølge Danmarks Statistik. Det giver 27.170 kroner på månedsbasis.

For at få et billede af størrelsesordenen af det sædvanlige ferietillæg, kan man beregne en procent af månedslønnen - altså 271,70 kroner - og gange med 12 måneder, hvilket giver 3260 kroner.

Men i år beregnes det kun af 8 måneder, og det giver i stedet 2174 kroner. Det vil sige, at der står 1086 kroner mindre på lønsedlen.

Der bliver dog ikke beregnet ferietillæg af den løn, der er udbetalt under ferie, og beløbet vil derfor i praksis være lidt mindre.

- Når den nye ferielov med samtidighedsferie er trådt i kraft, vil lønmodtageren igen have ret til at få beregnet ferietillægget på baggrund af ferieårets indtjening - altså ud fra 12 måneders løn i ferieåret fra 1. september til 31. august året efter, oplyser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Grunden til, at du overhovedet får ferietillæg, er, at du ikke får lige så meget ud af at holde ferie med løn som at få feriepenge.

Derfor bliver man som lønmodtager - der har ferie med løn - kompenseret med mindst en procent i ferietillæg. Den enkelte virksomhed kan dog have fastsat en højere procentsats.

/ritzau fokus/

luk
Betingelser for
Jubii nyhedsbrev

Med Jubiis daglige nyhedsbrev kan du se frem til, pr. mail, sms, sociale medier og mobile enheder, at modtage bl.a. nyheder, anmeldelser, blogindlæg, spørgeskemaundersøgelser og gode tilbud på f.eks. billetter til arrangementer, rejser, produkter, deltagelse i konkurrencer og meget mere.

Nyhedsbrevet indeholder annoncer fra vores kunder og samarbejdspartnere. Dine data er medvirkende til, at du får fremsendt netop de tilbud og nyheder, som er tilpasset dig, og bliver delt med NORDJYSKE Medier og deres til enhver tid værende datterselskaber - du får selvfølgelig kun de(t) nyhedsbrev(e), du her tilmelder dig, og ikke andet.

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, kan du altid gøre det via link i nyhedsbrevet, og du bliver med det samme fjernet fra det enkelte nyhedsbrev.